The limits of control

Denne lidt spøjse, drømmeagtige thriller er nok mest for Jarmusch-fans og for cineaster. Helt vellykket er den ikke.

Drømmeagtig, dybdepsykologisk, eksistentiel thriller? Eller måske en slags kitschet pastiche over temaer fra film af Godard, Welles, Antonioni, Wenders, Hitchcock, Lynch - og Jarmusch selv? Det kan faktisk være svært at afgøre. Under alle omstændigheder er det én af den slags film, der udfordrer tilskueren med sit på den ene side meget enkle, men på den anden side noget diffuse plot. Det er en form for metafilm, der åbent refererer til flere af ovennævnte instruktører. Filmens personer har ingen navne. Hovedpersonen - en cool lejemorder med overblik og indre ro - sættes på en særlig opgave. Hvad den egentligt går ud på, anes kun langsomt, men det er noget med diamanter, spanske mødesteder, udveksling af tændstikæsker med hemmelige koder - og så smukke kvinder. Og som i en drøm sker der underlige og forunderlige ting undervejs. Klichéerne står på spring - bevidst eller ej. Tempoet er langsomt, fortællerytmen fin, produktionsdesignet stemningsfuldt, og der er gode navne på rollelisten.

En på flere måder typisk Jim Jarmusch-film, men ikke på højde med hans Stranger than paradise, Down by law og senest Broken flowers.

På sin egen skæve måde har filmen et godt tag i tilskueren, men tålmodighed kræves. Hvad Jarmusch egentlig vil med filmen, kan være svært at afgøre - sandsynlig blot underholde på sin helt egen nørdede facon. Nogen stor film er det ikke.

Read the full assessment