"Otte studiealbum blev det til i tiåret, og hun gjorde sig undervejs fri af rollen som folksangeren med guitaren. Hun blev i stedet en uforudsigelig kunstner, der - til stor frustration for bosserne på pladeselskabet - med høj integritet og innovativ tankegang indspillede plader, der var præget af stemninger fra f. eks. jazz, soul, fusionsmusik, avantgarde og verdensmusik. Der er således et stykke vej fra album som "Clouds" og "Blue" til "Hejira", "Don Juan's Reckless Daughter" og "Mingus". Og så alligevel ikke ... Joni Mitchells fascinerende vokal står utroligt stærkt hele vejen, og hendes tekster er på alle slags plader af meget høj kvalitet".