Spændende og god film om tre uskyldige fyrpassere der tilfældigt finder en kiste med guld der tilhører nogle kriminelle. Oplagt til en hyggelig aften hjemme i sofaen. Kan ses fra 15 år.
Tre fyrpassere drager ud til en ubeboet ø langs Skotlands kyst, for at passe øens fyrtårn. Den ene af de tre er en ung mand og ny i faget. De to andre er garvede fyrpassere og har været afsted mange gange før. Kort tid efter de er ankommet til øen, går fyret ud, og der er et stykke tid uden lys. Dagen efter går de en runde på øen, og opdager en livløs mand og en kæntret jolle. Det viser sig, at mandens kiste er fyldt med guld. Kort efter ankommer to fremmede mænd til øen, og de stiller spørgsmål til fyrpasserne omkring en forsvundet kammerat. Fyrpasserne benægter alt, da de har set sit snit til at beholde guldet. De fremmede gennemskuer dem dog, og efter at have sejlet væk, vender de pludselig båden og sejler tilbage mod øen. Hvad gør fyrpasserne nu? Filmen er inspireret af virkelige hændelser. I 1899 forsvandt tre fyrpassere sporløst fra fyret på Flannan Islands i Skotland.
Anbefales. Den danske instruktør Kristoffer Nyholm gør det godt med denne film, der er hans spillefilmsdebut, om end en sen en af slagsen. Han har tidligere instrueret serier, alt fra Nikolaj og Julie til Taboo med Tom Hardy i hovedrollen. Skuespillerne gør det også godt, især Søren Malling og skotske Peter Mullan.
Kan sammenlignes med Shutter Island, hvor en kvindelig indsat på mystisk vis er forsvundet fra sin fængselscelle på en isoleret ø.