Spændende krimi, som leverer udmærket og god underholdning uden dog at gøre noget dybt indtryk. Plot og spændingsforløb fungerer fint med flere overraskelser, miljøbeskrivelserne er gode, mens persontegningen undertiden virker temmelig skematisk og dialogen hyppigt bliver klichépræget. Bogen er et gensyn med Minneapolis-politimanden Sam Kovic. Han er en velkendt type i amerikansk spændingslitteratur, midaldrende, let forhutlet med barsk overflade, blød sjæl og tomt køleskab. Han har fået en ny makker, Nikki Laska, som er ung, køn, blond og enlig mor, men meget skrap og med "en holdning, der sparker røv". De får en sag, hvor en kollega tilsyneladende har begået selvmord. Men så enkelt er det ikke, og mistanken om mord hvirvler en masse skidt op i politistyrken og har måske forbindelse til en 20 år gammel drabssag. Korruption, magtbegær og fordomme mod homoseksualitet er ingredienser i forbrydelserne, mens Sams og Nikkis længsel efter kærlighed gør sit til at forplumre opklaringen. Tami Hoag har fået flere bøger udgivet på dansk, senest krimien Af jord er du kommet, 2001.