Tre kvinder

Kærligheden set i lys af døden er hovedmotivet i de tre beretninger, hvis fællestræk er det tidløse præg og den altdominerende filosoferen over menneskenes grundvilkår. I »Grigia« fortælles om geologen Homos frivillige flugt til et isoleret, italiensk bjergværkssamfund, i hvis halvt uvirkelige atmosfære han dyrker såvel forestillingen om den »rene«, fra alt jordisk frigjorte kærlighed til sin forladte hustru som den håndgribelige, brat afsluttede kærlighed til bondekonen Grigia. - Det psykologiske spil mellem en dødsmærket adelsmand, for hvem krigen er livets mål og mening, og hans skønne, hemmelighedsfulde hustru, som han midlertidig må dele med en landsmand og barndomsven af hende er emnet for afsnittet »Portugiserinden«. - Hovedstykket er dog beretningen om »Tonka« - hun, som »var natur, der ordner sig til ånd, som ikke vil være ånd, men elsker den og uudgrundeligt slutter sig til den« - og hendes forhold til den unge, saglige og følelsesfjendske ingeniør. De tre beretningerer svære at frigøre sig fra, tankevækkende og psykologisk dybtborende som de er - alle af høj kvalitet, men fortrinsvis for litterære finsmagere.

Read the full assessment