Tre uger i Paris

Bradford er populær på mit bibliotek, og jeg vil da også mene, at hun sommetider har gjort det bedre end her. Denne roman er en halvtynd kop te, og selv om der er masser af namedropping og mærkevare-sniksnak, kan det ikke skjules at bogen har et spinkelt handlingsforløb med adskillige ansatser til dramatik, som forfatteren slet ikke får nok ud af. Det handler om en gruppe unge kvinder - billedskønne, talentfulde og langbenede - som 7 år tidligere skiltes som uvenner fra en parisisk designskole. Nu er de inviteret til skolelederens fødselsdagsfest, og de benytter alle denne lejlighed til at få ryddet op i forliste kærlighedsforhold og andre problemer med rod i datiden. De enorme mængder af smagfuld påklædning, kvindelig bekymring, hed elskov, udsøgte smykker og pragtfuld årgangsvin bliver mod slutningen til irritationsmomenter, for hvorfor er der dog ikke mere kød på den historie, der ellers har oplæg til så mange herlige konflikter og romancer? De trofaste Bradford-lånere vil utvivlsomt sluge bogen råt, og måske fordi dette forfatterskab har en lidt tidløs tone og ikke beskæftiger sig med alt for dybtgående psykologiseren, har det appel til en del ældre læsere, som finder Morten Korch for landlig og idyllisk.

Read the full assessment