"Willemark synger med både fysisk og metal styrke og formidler sine tekster på den svenske dialekt älvdalsmål. Hun bidrager også effektfuldt på violin og bratsch, mens Nakagawa ofte får sit harpelignende koto-spil til at fremtræde helt gennemsigtigt. Jormin giver rum og luft, hvilket giver de to andre store udtryksmuligheder ... Selv om det på mange måder er et modigt, kompromisløst og spændende værk, kan man ikke sige sig fri for at kunne ønske sig en større temperamentsmæssig variation i musikkens udtryk. Det er folkemusik på et avanceret niveau - og musik med stærke øjeblikke. Men det er også ret stillestående musik, der forudsætter tålmodighed og koncentrationsvne".