"Nu har Dylan modsat »Ol' Blue Eyes« aldrig været nogen stor vokalist i teknisk forstand. Han ejer ej heller Sinatras hang til bombastisk swing, frække narrestreger og svigermorforførende showmanship. Men Dylans sagte og grødede raspen, som lægger sig henover orkesterets tilbageholdte og nøjsomt swingende musiceren, besidder sin egen stilfærdige charme og ditto nærvær. Han og det velspillende bands rolige valsen igennem de romantiske evergreens er som at bladre igennem et gammelt fotoalbum indeholdende en række sepiatonede fotografier ... Hvad enten His Bobness kaster sig over Strouse og Adams' længsels- og sødmefulde ungdomserindring »Once Upon A Time«, en strygerknurrende levering af Irving Berlins »How Deep Is The Ocean?« eller toner rent flag omkring hele fortolkningsprojektet på Brown, Homer og Greens »Sentimental Journey«, så gøres det med en livsklog autoritet og skrøbelighed, som er både rørende og fremstår troværdig. Samtidig bliver det i kraft af den langespilletidlige søvndyssende nok i længden".