Troldepus ved vintertid (1957) kommer nu i en ny udg. i 3 dele: Troldepus ved vintertid, Troldepus ved juletid og Troldepus på nytårssjov. Tredelingen er uden tvivl et forsøg på at gøre dem mere børnevenlige; men da man ikke har ændret dem sprogligt og typografisk, er de stadig først selvlæselige i 4. klasse. Om man skal glæde sig over nyudgivelsen, ved jeg såmænd ikke. Bøgerne udmærker sig ikke med hensyn til person- eller miljøtegning. (Miljøet er landlig idyl i forrige århundrede med tyende og lænkehunde). Men afvises kan de ikke. Juleafsnittene ligger kvalitetsmæssigt i den øverste ende af den julelekture, vi har (hvilket ikke siger så meget). De er velegnede til højtlæsning for børn fra 5 år, og børnene læser dem selv i fjerde klasse med glæde, fordi de identificerer sig med Troldepus, der så behændigt vender alt til det bedste.