Troldmandens lærling er et næsten klassisk motiv, hvis oprindelse det dog ikke har været let at opspore. Et Goethe-digt og et beslægtet musikstykke af Dukas, opført som ballet (1940) er andrekunstneriske udtryk af temaet, og en variation findes i en billedbog af samme titel fra 1986 af Robin Muller, Carlsens forlag. I en undervisningssituation kunne man sammenligne og findeprovokationen i den foreliggende udgivelse: Her bliver den uvorne Franz opgivet af forældrene, smidt på porten og må klare sig selv. Han kommer til et mystisk slot, hvor heksemesteren søger enlærling, og Franz, der har en ubændig trang til at pille ved alting, fristes af tilbuddet. Han får dog kun det kedelige arbejde, men lurer troldmanden af, og en dag, da han er alene, afprøver hansin viden og gør kosten til sin tjener, der skal hente vand for ham. Fra nu af kan man læse eventyret som en allegori, for Franz har hermed sluppet kræfter løs, som han ikke magter at standse igen.Og det må vel siges at være etaktuelt spørgsmål at drøfte med store elever, der endnu engang kan erfare, at billedbog og eventyr er andet og mere end højtlæsning for de små. Det kan den nemligogså bruges til. Sproget er den voksne fortællers og kan først selvlæses o. 5. kl., mens illustrationerne, små som store helsides, rummer hele fortællingens dramatik og trods de varme farver ogsådens utryghed og spænding og taler til enhver.