"Julien Baker skriver så triste sange, at de kan fremkalde en depression. Men på sit andet album former hun sine dybt personlige sange om mismod, ensomhed og tvivl til sagte salmer, der efterlader en flig af håb ... [Vi følger] Baker ned ad den ene mørke korridor efter den anden. Forbi lokalerne med selvhad, heroinmisbrug, afviklet tro på Gud, deprimeret kærlighed, psykiske lidelser og lurende selvmordstanker. Rum fulde af dæmpede melodier og berusende harmonier. Personlige rum fortalt i et poetisk sprog, der drejer sine metaforer langsomt rundt i såret og rammer skønheden i tragedien ... Lyden er markant mere frodigt imødekommende og stemmens arbejde stærkere end på debuten".