Books / fiction for children / roman

Tyven fra Rue Térèse


Description


Bondedrengen Rémi, 14 år, vil finde sin far i Paris. Året er 1792 under revolutionen. Han kommer til at dræbe en mand. Venner prøver at redde ham fra guillotinen, men når de det?

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 20. Aug. 2002

By

By

Else Lerche

d. 20. Aug. 2002

Forfatteren har skrevet flere historiske romaner for børn, bl.a. Ild og våde, 2001. Som den har den nye også litteraturliste og historisk redegørelse. Den foregår i 1792 under revolutionen i Frankrig. Rémi, bondedreng på 14 år, overværer, at faren tvangsudskrives som soldat. Rémi drager til Paris for at finde ham. Det lykkes, men inden udsættes Rémi for mange farer, og han dræber en mand og er få sekunder fra at miste hovedet i guillotinen. Undervejs indflettes historiske oplysninger. Nogle handlingsforløb synes tilpasset hertil, det gør bogen lidt ujævn. Tid og sted males levende frem i et billedrigt sprog. Mindre overbevisende er personerne, som man ikke rigtig kommer ind under huden på, fx kommer de sig så hurtigt efter voldsomme begivenheder, at det ikke virker troværdigt. Teksten er skrevet i et noget omstændeligt, bredt fortællende sprog. Alt forklares grundigt, intet overlades til læseren selv, og derfor mister handlingen intensitet. Farveforsiden indeholder flere elementer fra handlingen. Den vil nok fange piger mest, fordi den bl.a. viser ansigtet af en pige, Rémi møder og forelsker sig i. Men bogen henvender sig i lige så høj grad til drenge, fra 12 år. Bagsideteksten giver god indgang til handlingen.


The libraries' assessment

d. 20. Aug. 2002

By

By

Kristian Nielsen (skole)

d. 20. Aug. 2002

Rémi på 14 overværer en dag en henrettelse i guillotinen. Han væmmes, men kan alligevel ikke lade være med at se. Det er optakten til en historie fra den franske revolution med Rémi som gennemgående hovedperson. Da hans far bliver tvangsudskrevet til hæren, drager Remi ud for at finde ham. På sin vej til Paris kommer han ud for dramatiske begivenheder, men møder også venlige og hjælpsomme mennesker. Han bliver dømt for mord og skal henrettes, men benådes i sidste øjeblik. Han finder sin far og v.h.a. en snedig list får han ham med hjem igen. Det er en historisk roman med den ældste del af mellemgruppen som målgruppe. Teksten er skrevet i et mundret, let tilgængeligt sprog. Den skildrer den almindelige hverdag for en fransk bondefamilie og Rémis særlige mission på en letforståelig måde. Miljøskildringen er nuanceret, personskildringen lidt mere s/h. Omslagsillustrationen, der viser den frygtede guillotine og Celine, som hjælper Rémi i Paris, vil virke tiltalende på læsere, som ynder spænding og dramatik. Bogen vil blive læst af både de historisk- og de spændingsinteresserede elever fra ca. 5. kl. Den vil også kunne anvendes som supplerende læsning, når man arbejder med den franske revolution. Bag i bogen en historisk redegørelse og litteraturliste.