Per Østergaard har efterhånden stor erfaring i at skrive meget lette bøger. Han har skrevet lette fagbøger og er også manden bag bøgerne om morfar f.eks. Slap af, morfar (98/48). Morfar-bøgerne er alle, ligesom nærværende bog, udkommet i serien Lille Dingo, der er beregnet til læsning af de 6-7årige og altså er en anelse lettere end Grønne Dingo. U-båden foregår i fantasiens verden. Den ca. 6-årige Nis får en tom kasse, som han leger, er en u-båd. Læseren præsenteres for de mange spændende ting, som han oplever i legen. Til forskel fra de fleste Dingo-bøger har denne bog store farverige illustrationer, der dækker hele opslag. Teksten er sat ovenpå billederne, ligesom det ses i mange billedbøger, og det ser flot ud! Især er der flotte billeder fra havets dyb. De har mørk baggrund og næsten lysende tegninger af delfiner, hajer m.m. På den mørke baggrund er teksten skrevet med hvidt, så den er stadig let at aflæse. Alt i alt en flot og meget let-læst bog for de 6-7årige begynderlæsere.