Jørn Dannesboes store have ved Buresø er hans og hustruens livsværk. De har her skabt et vidunderligt og idérigt fristed, som bogen bringer os rundt i. For alle haveinteresserede, især erfarne haveejere, og folk der har besøgt haven under Åbne haver.
Først er læseren med på en tur rundt i sensommer- og efterårshaven, en række fotos viser planter først i sensommeren, dernæst i det glødende efterår. Enkelte af væksterne beskrives nærmere, bl.a. får vi historien om Tempeltræet. Der omtales efterårsblomster som Japanlygter, Tidløs, bær og græsser, der gør efterårshaven spændende. Derefter et afsnit hvor vi kommer rundt i den snedækkede have, hører om dræn, dækning og så-tid. Et helt afsnit er helliget de mange arter af juleroser og påskeklokker, forårshaven med erantis og krokus, surbundshavens opbygning gennemgås, samt en række designelementer som en bro, bænke og siddepladser. Forfatteren, der er tidligere skoleinspektør, har skrevet flere havebøger bl.a. Idérige haver og flere små e-bøger om alpin flora, natur og mennesker.
En dedikeret havemand viser her rundt i sin egen vidunderlige have. Bogen er fortællende og personlig, mere end den giver konkrete anvisninger. Billedmaterialet er righoldigt men indimellem med lidt uskarpe fotos.
Søren Ryge har også beskrevet sin egen have bl.a. i Haveglæde.