En ung teenagepige leder efter sin far som forsvandt for flere år siden. Blev han kidnappet af en UFO? Pigen forsøger at få hjælp fra organisationen "UFO Sweden". Krydsning mellem science fiction og mysterium, perfekt til "Stranger Things"-generationen.
Vi er Sverige i 1998. Her møder vi teenagepigen Denise. Da hun var en lille pige, forsvandt hendes far. Han var besat af UFO'er! Og måske havde han ret? Denise opsøger foreningen "UFO Sweden", som hendes far havde en relation til, da de måske kan hjælpe hende. "UFO Sweden" består af nogle nørder, som gerne vil efterforske om der findes UFO'er og andre uforklarlige hændelser. Men er der noget om snakken og kan Denise finde sin far efter alle disse år?.
Veloplagt, velproduceret og meget underholdende og rørende genrefilm. Der er ikke tvivl om, at filmen er filmskabernes hyldest til tv-serierne "X-Files" og "Stranger things". Men filmen har også sin egen nerve og sjæl, som gør den til meget mere end bare en hyldest. Skuespillerne gør det utroligt godt og der er en fin vekselvirkning mellem opklaringsdele, drama, action og de rørende sekvenser. Derudover sidder tidsbilledet lige i UFO-skabet. Fremragende!.
Temaet med pigen, der leder efter faderen, er en klassisk trope som foldes smukt ud i mesterværket Interstellar - og man bør se klimaks i "UFO Sweden" for at se fællestrækkene, bemærk blandt andet musikken.