Denne samling prædikener fra Thorkild Grosbøll dækker de sidste år af hans virke som præst. Fra kort efter han vendte tilbage til prædikestolen efter næsten et års suspension i 2005 til umiddelbart inden han i begyndelsen af 2006 gik på pension. Selvom bølgerne efter sagen imod ham har lagt sig, vil der formodentlig stadig være noget større nysgerrighed efter at se, hvad han forkynder, end der sædvanligvis er efter prædikensamlinger.
Grosbøll behøver ingen yderligere præsentation. Hans næsten årelange suspension i forbindelse med udgivelsen af En sten i skoen sikrer ham stadig berømmelse langt ud over almindeligt kirkeligt interesserede kredse. Han er en moderne forkynder, der i sine prædikener appellerer til et veluddannet publikum, der givet vil finde hans overvejelser om tro, og dens rolle i et moderne samfund interessant. Hans prædikener er ofte provokerende og han har en evne til at tvivle kvalificeret, som er sjælden i den danske folkekirke. Han er sprogligt varieret, utraditionelt tænkende og god til at referere til nutidige menneskers daglige spekulationer, men de mange referencer til aktuelle hændelser og ikke mindst sagen mod ham selv, forhindrer samtidig samlingen i at blive tidløs.
Denne prædikensamling fortsætter stort set, hvor Til sagen fra 2004 slap og efterspørgslen efter denne kan give et fingerpeg om trækket på denne nye samling.
25 af de sidste prædikener præsten Thorkild Grosbøll holdt inden han gik på pension i 2008.