En underfundig historie fra dengang der både var sne og ulve i Danmark. Egnen hærges af en mystisk ridder, som, forklædt bag en uglemaske, stjæler fra rig og fattig. Folk tror, røveren handler på vegne af den endog meget statelige Jomfru Ugle, og hun må på bålet for sine ugerninger. To drenge dumper midt ned i denne intrige, og de får lidt ufrivilligt løst op for mysteriet, så retfærdigheden kan ske fyldest. Historien er fortalt i en række spændende dobbeltopslag med teksten placeret nederst, naturligvis skrevet på pergament. Scenerierne er borge, byer og landskaber med et mylder af detaljer og personer og med en meget flot farvelægning. Teksten har et bevidst fortidigt præg og er skruet sådan sammen, at en god oplæser vil få sine små tilhørere til at gyse, men også til at grine, f.eks. af følgende indlagte vers: Kom frem, Jomfru Ugle du er for fed til at skjule! Heksebålet kalder på dine fedtfyldte balder! Eleverne i indskolingen vil kunne få meget tid til at gå med at finde detaljer på siderne og de største vil nyde at få historien læst op. De kan først selv læse den fra ca. 11 år.