En supermarkedskæde Bilbex udsættes for pengeafpresning, fordi en mand er død efter at have spist et produkt fra forretningen. Hvem afpresseren er står hen i det uvisse, men måske er der tråde til BØR, Bevægelsen for Økonomisk Retfærdighed, en Tvind-lignende organisation. Privatdetektiven, den slagfærdige og fordrukne Frank med de mange damebekendtskaber og følgende rod i økonomien, bliver hyret til opgaven. Hvem står bag truslerne, og hvor forsvinder pengene hen, da de endelig bliver afleveret? For de rigtige modtagere får deres velfortjente straf, men en stor luns af pengene er væk, og hvem har neglet dem? Frank klarer sig gennem alle genvordigheder på intuition og robust gåpåmod, og får nok i sidste ende fat i synderen, som den åbne afslutning lægger op til, og en fortsættelse ser ud til at følge. En god kriminalroman, godt skruet sammen, fortalt i et rapt tempo med den altid slagfærdige Frank i centrum, omgivet af et broget galleri af forbrydere, duller og politifolk, barske fyre, og så København som den kulisse det hele udspiller sig i.