Umberto D.

Umberto D. er ikke blot et hovedværk i den italienske neorealisme, men i hele filmkunsten. Med sin minimalistiske handling om en fattig pensionists elendige tilværelse og appel til menneskelig solidaritetsfølelse frem for egoisme er den universel og har et budskab til alle.

Umberto Ferrari er i 70'erne og har hele sit liv været en trofast, offentligt ansat. Nu bor han på et lille værelse sammen med sin hund, og den ringe pension dækker hverken husleje eller mad. Han må finde sig i værtinden fru Bellonis chikanerier, og hans eneste trøst er kontakten med den 17-årige tjenestepige Maria, der er blevet gravid. Mens Umberto er på hospitalet for en halslidelse, bliver hans værelse lejet ud og hunden smidt på gaden. Tilbage prøver han at låne penge og vil ikke ydmyge sig til at tigge. Til sidst ser han kun selvmordet som udvej, men hvad med hunden? Han planægger at dø sammen med hunden på jernbanen, men hunden flygter og mister hans tillid. Nu har han intet tilbage, men han ender med at blive lykkelig, da hunden vender tilbage.

Med sin hverdagsrealisme og intense skildring af en pensionists liv helt på bunden af samfundet skabte De Sica en af filmhistoriens mest følsomme og gribende film. Skildringen af Umbertos ensomhed blandt mennesker er unik.

Den sociale indignation er utvetydig. Men De Sica rammer dybere end mange andre politiske manifester ved i en næsten dokumentarisk form at komme ind under huden på en samfundets taber, der er blevet offer for et politisk system.

Read the full assessment