For få måneder siden udkom en digtsamling af Jac, En torden i det stille. Denne nye bog kunne køre under samme titel, selv om der måske er lidt for lidt torden. Lidt for meget stil-leben. Oglidt for megen stil. I forlagets brev præsenteres Jac som sprogfornyer, og han gør da også sine ihærdige forsøg i bogen her, men det kniber med at have noget at sige læseren. Der er i bogen et du,formentlig en elsket, som han henvender sig til i kringlet, lidt fortænkt stil, som kan få teksterne til at ligne rigtige digte. Tematisk kredser bogen om forfatterens hverdagsoplevelser i en rækkeenkelte digte og senere i suiten Himmeltrappen, der geografisk placerer digteren i Nordsjælland, men ellers prøver at mane kvaliteter frem i en forstadstilværelse fra dag til dag, synge sig op idet høje leje af begejstring over banaliteter. Det er forstemmende læsning, som giver næring til min anelse om, at meget hos Jac er overflade og positur. I hvert fald skylder han efter bogen her atvise os, at han kanvære mere og andet end et oppustet modefænomen. Bibliotekerne kan roligt spare imens!.
