Fra debuten i 1960 og frem til i dag har der været lange pauser i Jess Ørnsbos lyriske produktion. I 1997 vendte han så stærkt tilbage med Tidebogen, der med almanakken som forlæg indeholdt både ny og gamle digte. Den nye samling rummer som undertitlen angiver "99 shamanistiske digte" og er tænkt som en tidebog nr.2. Almanakkens kronologi er nu afløst af en mere traditionel komposition, men både hvad angår form og indhold bærer hver eneste tekst umiskendelig JØ's vandmærke. Det er billed- og metaforrige digte der med humoren og sortsynet som drivkraft skærer helt ind til benet i deres fræsende og dissekerende form: "Sødt klinger altings manglende/ sammenhæng" som det hedder i et digt med titlen "Hyggesnak". Ikke mindst tids- og samfundskritikken har en fremtrædende plads i digtene. Det er ubehaget i kulturen og historieløsheden, ("Er du ikke i denne nyeste alder/ fra i forgårs/ er du ikke"), der nådesløst blotlægges og udstilles, men lige så meget omsorgen for og samhørigheden med det marginaliserede og utilpassede. Teksternes ordrige vekslen mellem det aggressivt udfarende og det hudløst indadskuende stiller krav til læseren i en tid, hvor minimalisme næsten er blevet normen, men samtidig er de en nødvendig påmindelse om hvad poesi også kan være.