Yahya Hassans radikale og sprogfornyende digte vil have bred appel, men måske især til den unge generation af lyriklæsere.
At Yahya Hassans (f.1995) debutdigtsamling også har hans navn som titel peger på, at der er en tæt identifikation mellem den unge forfatter og det lyriske jeg der optræder i bogens tekster. Digtene, der konsekvent er skrevet med versaler og næsten uden brug af tegnsætning, er hårde, vrede og usentimentale beskrivelser af opvæksten i en århusiansk indvandrerghetto som barn af palæstinensiske flygtninge. En barndom med vold i familien og teenageår med kriminalitet, misbrug og stribevis af anbringelser på specialskoler og opholdssteder. Det retrospektive og formidable "Langdigt", der afslutter samlingen, gennemskriver hele dette stof frem til det tidspunkt, hvor digterjeget er blevet optaget på Forfatterskolen, "på vej til digter/ på vej til glorie" som det hedder med Hassans karakteristiske selvironi og modvilje mod at blive låst fast og omklamret af mediernes alt for stereotype og entydige billede.
Der er et nybrud og en personlig stemme på spil i digtene som trækker tråde tilbage til fx Michael Strunges tidlige digte og F.P. Jacś Misfat fra 1980.
Et stærkt og kompromisløst billede af et liv og et stykke social virkelighed, som hverken kan eller skal adskilles fra den sproglige og litterære form, det har fået i kraft af Yahya Hassans overbevisende evne til "at sætte ild til ordene".