Her er bogen hvor du får et indblik i baggrunden for Japans deltagelse i 2. verdenskrig samt atombombeangrebene over Hiroshima og Nagasaki. Forholdet til nabolandene efterfølgende behandles grundigt. For interesserede i Japans historie - lige fra opgaveskrivende gymnasieelever til turister med Japan som rejsemål.
Bogens omdrejningspunkt er Japans forhold til de andre asiatiske lande efter 2. verdenskrig. Nabolandene mener at Japan aldrig har givet en ordentlig undskyldning for den aggressive fremfærd i Asien. Også forholdet til USA efter atomangreb og besættelse behandles. Der redegøres ligeledes for de interne politiske diskussioner omkring krigsofrenes eftermæle og Japans nyeste historie og overvejelser omkring hvilken udvikling den nuværende premierminister ønsker for landet.
Det er tydeligt at forfatteren, som har været korrespondent og rejseleder i Japan i årtier, er godt inde i sit stof. Bogen er grundig, vedkommende og velskrevet med fotos og referencer til interviews med centrale japanske interessenter.
Der foreligger en 1. udgave af bogen fra 2008: Undskyld på japansk. Denne nye udgave har ikke alene et nyt kapitel, men også meningsfulde tilføjelser og omskrivninger i de øvrige kapitler, som kaster lys over udviklingen i de sidste 9 år.