Helle var bare 8 år, da hendes far tog sit eget liv. Hendes reaktion var ikke voldsom, vel præget af ubearbejdning. Hun savnede sin far og troede længe, det hele var en drøm, men langsomt forstod hun, det var virkelighed. Det værste, der kunne ske, var at hendes mor døde. Og da det skete, da Helle var 23, var hendes reaktion så meget mere overvældende. Først ville hun ikke se i øjnene, at moderen var så syg, at hun formentlig ville dø af det. Og da hun døde føltes alting meningsløst og uoverskueligt. Helle, der i dag er journalist, skriver ærligt om sit liv set i lyset af disse 2 tab. Nogle måneder efter moderens død begynder hun i en sorggruppe for unge, der har lidt "komplicerede tab", og det bliver vejen til livet for hende. Efter 1½ år møder hun Henrik, og selvom hun er bange for også at miste ham, er hun alligevel klar til at knytte kontakt. Helle er også storesøster til Vibs, som hun må støtte. Hun skriver om de svære mærkedage, om relationerne til den øvrige familie som bliver udtyndet, fordi det gør for ondt at ses, om venskaberne, der ændrer sig og om livet, der også er blevet rigere. Ind imellem kapitlerne kommenterer psykoterapeut Preben Engelbrekt og giver gode råd til både unge sørgende og deres pårørende og venner, som er bogens målgruppe. Det er dog Helles fremstilling, der står stærkest og bærer bogen. Bagest adresseliste på steder, hvor man kan få hjælp.