Film / nonfiction / dokumentarfilm

Unknown Chaplin


Description


Dokumentarserie om filminstruktøren og skuespilleren Charles Chaplin (1989-1977), sat sammen af fraklip fra hans omfattende filmproduktion, der tegner et billede af hvordan han arbejdede med at udvikle historier og karakterer. En række skuespillere fortæller desuden om samarbejdet med det ikke altid omgængelige geni.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 20. Oct. 2010

By

By

Ulrich Breuning

d. 20. Oct. 2010

En dokumentarfilm, der viser genfundne, hidtil gemte og glemte og nogle aldrig før offentliggjorte filmstrimler fra ikonet Charles Chaplins gemmer, er en sand gave for den filminteresserede student eller historiker. Der er dog ikke kun tale om filmarkæologi, men om en klog, underholdende og meget morsom oplevelse, der udvider målgruppen til stort set alle. Og dokumentaren åbner yderligere generøst døren på klem til troldmandens værksted og viser en kunstner i arbejde og den kunstneriske proces.

I tre episoder, der følger filminstruktøren, skuespilleren og idémanden Charles Chaplins og hans elskede vagabondfigurs vej mod berømmelsens tinder, vises en række filmklip, som kunstneren af ukendte årsager ikke har valgt at bruge i det endelige værk. Mange af optagelserne er så originale og morsomme, at man ikke forstår fravalget. Men hele tiden fremstår billedet af en perfektionist, der kunne optage en enkelt scene flere hundrede gange. Før han kasserede den! Flere skuespillere fortæller om arbejdet og deres forhold til det ikke altid omgængelige geni, og den engelske skuespiller James Mason er fortælleren, som elegant guider os gennem Chaplins univers. Filmen er velresearched, men der forekommer en pudsig fejl. I en scene får Chaplin royalt besøg fra Danmark, og det fortælles, at det er kronprins Frederik. Det er dog prins Aksel!.

Blandingen af filmklip, en alvidende fortæller og udsagn fra "vidner" er en fin dokumentarisk cocktail til kunstnerportrætter.

En sjælden perle, som varmt anbefales.