Novellesamling med science fiction fortællinger, der fokuserer på menneskeracen og dens overlevelse og fortsatte eksistens. Målgruppen er science fiction-entusiaster og eventuelt læsere, der gerne vil have korte, letlæste fortællinger. Novelleformen er, til forskel fra megen anden litteratur, ofte populær blandt læsere af science fiction.
Novellesamlingen består af én lang fortælling, der næsten er en lille roman på 115 sider. Den handler om en mand og en kvinde, der mødes og tiltrækkes af hinanden trods stor aldersforskel. Historien udspiller sig i et fremtidsunivers, hvor fertile mennesker er en sjældenhed og en strengt kontrolleret kilde til menneskeracens fortsatte eksistens. Deres forhold er i systemets øjne uønsket, men de insisterer og stikker af mod en bedre og isoleret fremtid. Ud over Urmunden består samlingen af 3 mindre fortællinger, der kredser om samme tema. Den lange fortælling har flere tankevækkende pointer end de korte.
Bogen udgives af Science Fiction Cirklen, der udgiver ny science-fiction på dansk. Dette er tredje bog i serien og minder om de øvrige titler.
Danske science fiction noveller af en forfatter, der kun har udgivet en enkelt historie tidligere. Anskaffelse af novellesamlingen må bero på, hvordan tidligere novellesamlinger udgivet af Science Fiction Cirklen udlånes lokalt. Fortællingerne fokuserer på eksperimenter på mennesker med henblik på overlevelse og på eksistens yderst på kanten.