Endnu en udgivelse fra forlaget Gallo, der er en selvstændig forening tilknyttet Galleri Gallo i Århus, et alternativt og ikke kommercielt kunsterforum. Forlaget udgiver lovende, ukendte forfattere, hvoraf mange har et fælles udgangspunt i sociale eller psykiske problemer. Denne bog er en blanding af novellesamling og prosadigt. Tiden er efter den krig, der måske kommer og hovedperson er Esben født ud af krigens sidste dag, og døbt i fredens første tid. Sammen med ham rejser vi i sindet og virkeligheden fra barndomsmiljø til voksentid. En både fragmentarisk og fabulerende rejse mod eller fra "Udvidenhedens blå port". Tyve kapitler/afsnit, der indledes med et smukt og livsbekræftende digt "Selvrespekt", videreføres i fortællinger om Esben, og afsluttes med endnu et fint digt "Livstræet". Bogen er ikke lige at gå til, den kræver sin læser. Men det er en poetisk og anderledes udgivelse, der udfordrer med sprog og fortællestil. Til den velassorterede lyrik- og novelle-hylde.