Bogen er en omarbejdet udgave af et konferensspeciale ved SDU og er akademisk i sin tilgang. Den har derfor et ret smalt publikum af studerende og undervisere på videregående litteratur- eller kulturstudier samt særligt interesserede i Baudelaire eller periodens litteratur- og bevidsthedsdannelse.
Universitetsspeciale om den franske lyriker Charles Baudelaire (1821-67), hvis betydning for den litterære symbolisme og modernisme rækker ud over hans samtid og hans lyriske produktion, hvor især Syndens blomster ("Les fleurs du mal") er en banebrydende klassiker. Det særlige ved Baudelaires lyrik og æstetik er hans syn på splittelsen mellem det ideelt skønne og virkeligheden og modsætningen mellem (ideel) lykke og (reel) fortvivlelse. Et dilemma der står centralt for datidens moderne menneske, der har tabt Romantikkens forestillinger om harmoni. Bogen udforsker Baudelaires forhold til melankolien med udgangspunkt i, at Baudelaire ikke er en pessimistisk digter, men netop ser det melankolske som et (digterisk) grundvilkår for at skabe en ny kunst. Ikke som en forfatter, der ville flygte fra det smertelige og negative, men en som ville udvikle det melankolske for at sikre det skønnes fortsatte beståen. Den er opdelt i tre hovedafsnit: Antikkens temperamentopfattelse, Baudelaires egen opfattelse, Baudelaires digte. Med litteraturliste.
Om Baudelaire findes en del, bl.a. Savnets vellyst.
Seriøs akademisk analyse af Baudelaires digteriske udforskning af begrebet melankoli.