"Der ligger (...) et lettere anstrøg af melankoli over [Dhoores] refleksioner over Estlands natur og mennesker, og indtrykkene formidles udtryksfuldt ... Der er intensitet og nærvær i udførelserne af de roligt flydende kompositioner, og de ordløse vokale tilføjelser forstærker udtrykket. Estiske titler som (i dansk oversættelse) Tåge, Måger, Refleksioner og Hvidt lys fortæller noget om musikkens væsen. Melodierne er gennemgående vigende og lettere ostinatprægede og kan umiddelbart ikke henføres specifikt til nationale traditioner. Videregivelse af personlige indtryk har givetvis været den overordnede intention. De tætte og spilleteknisk kompetente udførelser bærer præg af en stram og let kammermusikalsk tilgang. Man kunne sagtens forestille sig, at trioen har lyttet til Dreamers' Circus. Med sidstnævnte vurdering og ovennævnte betragtninger i øvrigt in mente kan det anbefales at give "Valge Valgus" en lytning. Der er noget at finde".