Amerikansk vampyrfilms parodi der lægger sig tæt op af handlingen i Twilight-filmene. Det er nok kun den ukritiske del af teenagepublikummet, der vil synes, der er noget at komme efter, mens de fleste fra teenagemålgruppen formentlig vil finde de absurde og formålsløse løjer umorsomme. Selvom det er en parodi, er scenerne så tilpas blodige, at den er uegnet under 15 år.
Filmen er en spoof, altså en parodi på vampyrfilm. Handlingen ligger tæt op af handlingen i New moon. Hovedpersonen Becca er blevet forladt af sin vampyrkæreste Edward. Fortvivlet søger hun trøst hos sin ven Jacob, der dog viser sig at være varulv. Splittet mellem de to mænd må Becca nu vælge.
Spoofgenren havde en storhedstid midt i halvfjerdserne, hvor Mel Brooks bl.a. lavede Sheriffen skyder på det hele, 1974 og i 1980'erne med bl.a. Høj pistolføring, 1988. I 1990 fik manuskriptmakkerparret Friedberg & Seltzer (der også står bag Vampires suck) succes med den veloplagte Scary movie, 1990. Siden har de forgæves forsøgt at gentage denne succes, med bl.a. katastrofefilmsparodien Disaster movie, 2008.
Denne type parodier kan være særdeles morsomme, men det er Vampires suck ikke. Dertil er humoren for uopfindsom, og det hele bliver lige en tand for plat. Det er individuelt, hvad man synes er sjovt, og der er naturligvis en del af brugergruppen, der ukritisk tager denne type film til sig. Voksenafdelingernes materialebudget er dog betydeligt bedre brugt andetsteds.