En ny bog i Dingoserien med en hverdagssituation som mange børn og forældre sikkert vil nikke genkendende til. Jan vil gerne med sin kammerat, Emil og hans storebror i biografen, de skal se en vampyrfilm. Efter en lang snak med sine forældre får han til sidst lov og de tre drenge drager af sted. Det starter også ret sjovt, men midt under filmen bliver Jan bange og så er det hele pludselig ikke særligt sjovt mere. Han holder facaden over for de andre, men efter filmen skynder han sig hjem. Dagen efter da Emil kommer på besøg, bliver Jan bange for Emil, for er Emils tænder ikke pludselig blevet lange og spidse og er der ikke lidt vampyr over ham ?? En letlæsningsbog om angst, og om gerne at ville noget som de andre gør. Teksten er sat i små afsnit i en forholdsvis stor sats og flere sammensatte ord er delt med bindestreg. Der er sjove farverige illustrationer, som fint supplerer handlingen i historien. En letlæsningsbog med handling, for de 8-9-årige.