Et besøg på det gamle Carisbrooke Castle, der ligger på den tågefyldte Isle of Wight, har inspireret forfatteren til denne spøgelses- og vampyrhistorie. Bogen har en snurrig komposition, der både stimulerer uhyggen, og samtidig gør handlingen lidt uoverskuelig. Der er mange spring i både tid og sted, og der er også udflydende grænser mellem fantasi og virkelighed. Historien bliver fortalt på to planer. Dels af forfatteren, der fortæller selve historien, dels af hovedpersonen, der fortæller om en roman, han vil skrive, hvis han overlever vampyren. Robin er en 12-årig dansk/engelsk dreng, der er på ferie hos sin moster på den engelske kanalø. Han keder sig og hører mystiske lyde og møder mærkelige personer fra både fortid og nutid. Da hans søster ankommer, forelsker hun sig i vampyren, som optræder både som punker og engelsk prins, og det er kun med nød og næppe, de alle overlever. Bogen er velskrevet, og layoutet er nydeligt. Et godt gys for de 12-13-årige, som lader sig fange af historien.