I en af de mest gennemførte indpakninger set i lang tid med imiteret slidt læderlook, fingeraftryk, blodspor og andre tegn på flittig læsning fortælles vampyrernes og vampyrismens sociologi og kulturhistorie. Bogens hovedtekst fremstår som en gammel bog med gotisk skrift i overskrifterne og med - svært læselige håndskrevne - noter af bogens faktiske forfatter. Titlen angiver målgruppen til at være vampyrjægere, men dem er der nok ikke så mange af, selv om forfatteren i forordet fortæller om nødvendigheden af en fortsat bekæmpelse af disse djævelske dødninge, mens der er en del flere generelt interesserede i emnet. Systematisk, meget grundigt og med mange videnskabelige og historiske kilder beskrives vampyrers og andre levende dødes karakteristika. Der lægges både en international og historisk vinkel på emnet, så læserne bringes rundt i hele verden og fra oldtiden frem til nutiden. I andre kapitler beskrives også måder at forhindre vampyrisme og at dræbe vampyrer på. Sproget er ret svært, og det er ikke en bog, som ret mange store børn kan læse selv, men unge og voksne med særlig interessere for emnet vil nyde at gå på opdagelse i den hidtil mest omfattende beskrivelse af vampyrer og deres mørke gerninger - og til jer, der måtte tvivle på deres nutidige eksistens: læs forordet! Litteraturliste over bøger fra perioden 1100-1993 samt websider, tidsskrifter og adresser.