Grundet bogens tematiske indhold, vil jeg mene, at bogen henvender sig til højtlæsning for de 5-10-årige. Helst i selskab med en bedsteforælder, der efterfølgende kan berette om gårdlivet for 40-50 år siden. Jeg fandt det vedholdende fokus på ulykker meget ubehageligt at læse, og kender ikke selv nogen børn, jeg direkte ville anbefale bogen til.
Forfatteren har skrevet mange voksenromaner gennem de sidste 20 år, hvoraf mange har beskrevet landbolivet med grum realisme. Bogen er illustreret af Maria Wandel, der også demonstrerede sin fine sans for at fortolke H.O. Jørgensens tekster i tekstsamlingen Hjernens egen store hund, 2009, og hendes illustrationer supplerer teksten godt. Bogen her indeholder en samling korte, enkeltsidede historier, der alle drejer sig om en dreng, der bor på en gård - formentlig i starten af 1960'erne. Alle historierne omhandler en eller anden form for ulykke, som ofte går ud over drengen eller nogen af dyrene på gården. Her er alle slags væmmelige situationer, lige fra drukneulykker og lynnedslag til dyremishandling og ildspåsættelse. Mange af temaerne kan være skrap kost for de mindre børn. Sproget er dog enkelt og forholdsvist let at læse.
Jeg kender ikke til andre novellesamlinger, der behandler ulykker generelt.
Bogen må betegnes som original, men jeg vil mene, den kan blive svær at låne ud, grundet den meget smalle målgruppe.