Ulla Rasmussen debuterer hermed med en lille gyserhistorie. 9-årige Mikkel og 11-årige Henrik bilder sig selv og hinanden ind, at den gamle mand på vejen, Tosse-Jørgensen, er en varulv. Det bygger de bl.a. på hans særhed og på, at han hoster blod op. De sætter sig for at udspionere ham, men under deres forehavende efterlader de Mikkels kikkert i Jørgensens have. De udmaler sig nu, hvordan varulven ved fuldmåne kan lugte sig frem til kikkertens ejermand, som så vil blive dens næste bytte. Drengene må derfor have fat i kikkerten og smutter hjemmefra midt om natten for at liste ind i Jørgensens hus, med katastrofale konsekvenser. Alt ender dog godt, i hvert fald for drengene, til slut. Det lykkes forfatteren i den korte, lille historie at opbygge nogle gode gys, som vil blive værdsat af målgruppen. De underbygges fint af de karikerede s/h stregtegninger af Bente Bech, som vi senest har mødt i de to små leporellobøger Inde og Ude fra 2005. Teksten er velskrevet og letløbende. Vi får ikke noget dyberegående portræt af de to drenge, men forfatteren får skabt nogle gode skift mellem gys og hverdag ved at sætte de drabelige hændelser både i virkeligheden og i de computerspil, som børnene spiller, op mod børnenes trygge dagligdag. Selvstændig læsning fra ca. 10 år.