Mange af de bøger, der allerede eksisterer om begrebet danskhed, prøver at indfange og karakterisere fænomenet ved at lave punktnedslag i den danske folkesjæl. Denne bog indeholder bidragene til Dansk Folkemindesamlings 100-års jubilæumssymposium. Kernespørgsmålet er her: Hvordan bliver man dansk? Hvad er bestemmende for, at man føler sig dansk? (deraf titlen Veje til danskheden). Hvordan kommer man derhen? Processen er kompleks, og mange faktorer er medvirkende. Bogen går systematisk til værks, forstået på den måde, at den gennemgår forskellige samfundsinstitutioner, arkæologien, historien, billedkunsten, sproget, musikken samt den folkelige kultur. Hvordan har hver enkelt af de områder op gennem tiden, specielt med vægt på 1800-tallet, været med til at forme vores bevidsthed? Bidragene er faglige redegørelser og har ikke karakter af det mere følelsesladede debatstof, der ofte præger den type bøger. Den er derfor med til at nuancere debatten og påviser, at danskhed dannes af mange ting og desuden har været forskellig i forskellige historiske sammenhænge. Budskabet er, at nationalisme også har en historie.