Bogen retter sig med sin tilgang primært til studie- og undervisningsbrug, primært i oldtidskundskab og videre op. Men den kan bestemt også nydes af inkarnerede dyrkere af den romerske kultur, fordi den også kan læses som et selvstændigt værk. Bogen har gode margennoter og sin egen hjemmeside med forslag til undervisningsforløb og uddybende omtaler af anden ny faglitteratur.
Et imponerende værk der på en gang er en antologi over et stort udvalg af - og en litteraturhistorie om - romersk/latinsk litteratur. De medtagne tekster spænder i alt over godt 350 år fra o. 240 f.Kr-117 e.Kr., som den eminente bogs skaber OT har opdelt i tre naturlige historiske perioder. Antologien indeholder i det stræk en gennemgang med veloplagt nyoversatte tekstuddrag af både kendte og mindre kendte klassiske forfattere og filosoffer: Catul, Vergil, Horats, Tibul, Properts, Ovid, Seneca, Petronius, Lucan, Martial, Tacitus og Juvenal. Bogen består af 15 kapitler, der hvert er afrundet af en forfatterpræsentation. Men OT beskæftiger sig også med temaer, genrer og livsanskuelser og med modstillingen til den græske digtning, der havde været fremherskende i tiden før.
Romersk latinsk litteratur er behandlet i de store gængse litteraturhistorier på dansk, ligesom sølvalderforfatteren Seneca har sin egen danske monografi ved Villy Sørensen.
En imponerende og velgennemarbejdet antologi over klassisk romersk litteratur over godt 350 år, der samtidig er en velfortalt litteraturhistorie om perioden.