Ruth Rendell behøver ikke nærmere præsentation. Hendes krimier holder høj klasse, og denne hendes nyeste historie om kriminalkommisær Wexford og hans folk er ingen undtagelse. Med sin veldrejede intrige er den elementært spændende - man slipper den ikke gerne, og det er grundlaget for al god krimilæsning. Rendell har som sædvanlig aldeles styr på personer, psykologi og handlemønstre, drejer plottet to ekstra omgange, så man som læser måske nok aner de skyldige, men alligevel får sig en overraskelse eller to undervejs. Bogen kulminerer som god krimi/spændingsroman i en handlingsmættet og meget overrumplende scene, som får alvorlige konsekvenser for flere af Wexfords medarbejdere. Også Wexford involveres personligt i den alvorlige sag om kidnapning, hans egen kone forsvinder, da hun er på vej til at besøge deres yngste datter og hendes nyfødte første barn. Omtrent samtidig forsvinder fire andre borgere fra Kingsmarkham, og de fem forsvundne har ingen fælles baggrund. Undervejs må politiet efterforske to dødsfald og presset truer med at blive for meget for Wexford. Det er ikke kun en krimi for fans af Rendell og den britiske krimitradition, men for alle, der elsker at blive fanget på spændingens krog.