64

Titlen henviser ikke til Laugesens alder, men til antallet af heksagrammer i den kinesiske "I Ching" og antallet af bogsider i fire trykark. Om bogen kan man sige, at den passer udmærket ind i Laugesens øvrige værk. Laugesen og hans gamle Olivetti i Brabrand behøver ikke at bevise noget, Laugesens stemme er unik, og det er altid som et genhør med sin yndlingssanger. Der leges lidt med den grafiske form, teksten står ikke altid pæn og lige, men svinger lidt som den jazz, der altid har været i Laugesens udtryk. Laugesen har set sig vred på den amerikanske krigsmaskine og er mere vred, end han plejer, men vender snart tilbage til sine gamle helte Pound, Ginsberg, Cohen, Borroughs, Tom Waits, Kerouac og Dylan Thomas. Teksterne indeholder både traditionel knækprosa og forskellige opsatser og stemmer og en mere stram lyrik med skæve rim og remser, som man kender det fra de senere år. Der er stemninger fra huset i Brabrand, myggene i postkassen, digte om digtning, tavse håndklæder, tresserdyr og skoleblues. Man kan indvende, at bogen indeholder en lidt forvirret tematik, men jeg synes, at Laugesen hiver stikket hjem med en fin og original lyrik. Udover for Laugesens sædvanlige læsere, er bogen især for kendere af beatgenerationens digtere.

Read the full assessment