Yderst omfattende bog om Vendsyssel under besættelsen. For læsere med lokalhistorisk interesse for modstandsbevægelsen i Vendsyssel.
"Vendsyssel under besættelsen", 1940-45, beretter om al slags illegalt arbejde i området, bl.a. er der beskrivelser af, hvordan vendelboerne oplevede d. 9. april, de illegale aviser i Vendsyssel, nedkastningsstederne, sabotager og jernbanesabotagerne, schalburtage og clearingsmord, sverigesruterne, befrielsen, tiden der fulgte og meget mere. Bogen bygger på et meget stort kildemateriale som officielle skrivelser, dokumenter, private breve og erindringer. Bag bogen står Pernille Pedersen, som i mere end fem år har arbejdet med indsamlingen af materialet og de hundredvis af fortællinger fra de vendelboer, som var aktive i modstandsbevægelsen mod tyskernes besættelse. Bogen startede som et forsøg på at forstå hvorfor hendes morfar, der var gruppeleder i "Harkengruppen", gik ind i modstandsbevægelsen, men blev til denne store bog på mere end 700 sider. Med et fyldigt navneregister.
Et overflødighedshorn af viden om Vendsyssel under besættelsen. Der ligger et enormt arbejde bag bogen, der virkeligt går i dybden med beskrivelser af både små og store begivenheder. I forgrunden står de personlige beretninger fra de mange modige vendelboer.
Axel Engberg Pallesens Våbennedkastninger er en beretning om lokale modstandsgruppers våbenmodtagelse og andre aktiviteter i Vendsyssel under besættelsen 1940-45.