Hovedpersonen i Verdens værste far er, som forfatteren, 28 år gammel. Hvor meget de ellers har til fælles, ved jeg ikke, men bogen går tæt på virkeligheden ved at give eksisterende personer en central plads i bogens handling, som fx instruktøren af filmen over 101 Reykjavik. I bogen følger vi Martein som fra barnsben har været stomipatient og netop har gennemgået endnu en operation. Han er på vej ind i en depression, og inden han - på lykkepiller - igen begynder at få fodfæste i sit parforhold og sin faderrolle, får han lukket megen vrede, længsel og fortvivlelse ud, både i forhold til kone, børn, forældre og papforældre. På mange måder i en tone - posen han render rundt med på maven, forårsager dog nogle helt specielle situationer - som leder tanken hen på Einar Kárason og Einar Már Gudmundsson, men alligevel med sin egen farve og fortælleteknik. Mikael Torfason er også filminstruktør (Made in Iceland) og journalist. Verdens værste far blev i år indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og har haft stor succes i Island. En generationsroman om 68'erne og deres børn, en fornøjelse at læse.