Denne fremtidsroman opbygger via direkte indgang i handling og enkelte tilbageblik scenarier, hvor drivhuseffekten har forårsaget store oversvømmelser, og overlevelse bliver en kamp, både om plads og om føde. Norwich er blevet en ø, og arealet bliver stadig mindre pga. stadig højere vandstand. Bogen har 3 hovedafsnit - før, under og efter flugten - med kapitler i hvert afsnit. Pigen Zoe har fundet en robåd, som hun klargør til flugten for at blive genforenet med sine forældre, der er sluppet væk fra øen med det sidste skib. Hun kommer først til en næsten oversvømmet ø med kaos og diktatur. Zoe flygter sammen med en dreng Munchkin, som hun bliver ven med. Den stigende spændingskurve falder brat i sidste kapitel, hvor hun genforenes med forældrene på fastlandet under ordnede forhold. Nogle letkøbte forklaringer giver en ellers spændende historie en lidt flad slutning. De vigtigste personer fremstår nuancerede. Sproget er meget mundret og teksten er med åben, læsevenlig sats. Trods slutningen er her en fornuftig bog om, hvad fremtiden kan bringe til selvlæsning fra 6. klasse.