Vi folder drømmens faner ud

Det, der populært går under betegnelsen punkkulturen, er en ny linje inden for først musikken og adfærdsmønstrene, men efterhånden viser den også sit ansigt rundt om i litteraturen, som idenne bog, der ikke så rendyrket kører det defaitistiske og nihilistiske evangelium som Strunges sidste bog Skrigerne (1980), men mere anvender punk som baggrund for en ny skrivefrihed. Strungelægger sig i denne bog op ad Andre Breton og udfylder den surrealistiske skabelon med nutidigt ordgods. Resultatet bliver ofte ekspressionistisk, fordi Strunges digte mere skildrer omgivelser endfølelser. Konsekvensen i Strunges bog er overbevisende, selv om digtene består af lige dele opfindsomhed og attitude. Strunge tror på det han skriver, på sproget og ad omveje også på livet ogfremtiden. Vi er drømmens bannerførere, skriver han henimod slutningen. Et andet sted: Vi bærer vore hjerner med stolthed. Strunge kan drømme og tænke. Tiden vil vise om han også kan føle. Menudlånes kan han, siger voreshylder, selv om knækprosalæsere vil få deres hyr.

Read the full assessment