Den 12. oktober 1972 startede en Fairchild F-227 maskine, tilhørende Uruguays flyvevåben, fra Montevideo i Uruguay med Santiago i Chile som mål. Flyet, der var chartret af et amatør-rugby hold, nåede aldrig frem. På grund af piloternes udygtighed styrtede det ned i Andesbjergene i 3500 meters højde og blev delvis ødelagt. Ca. halvdelen af passagererne omkom ved styrtet, andre døde senere som følge af kvæstelser eller lavineskred. 16 overlevede og eksisterede i mere end 2 måneder i flyvraget på bjergsiden under utroligt barske vilkår uden anden føde end deres døde kammerater. Eftersøgningen af flyet indstilledes ret hurtigt, kun nogle få udholdende forældre blev ved i et fortvivlet håb om at finde deres drenge; da noget af sneen omkring 1. december var smeltet, begav 2 af drengene sig ned ad bjerget og nåede efter meget store anstrengelser frem til hjælpen. Read har i samråd med drengene og med uruguayanske journalister samlet materialet til bogen, der er skrevet som en autentisksituationsberetning med indlagte, rekonstruerede replikker - alt meget minutiøst og detaljeret - en moderne robinsonade. Oversættelsen er ikke rent sprogligt allerbedst.