Vi lever - vist?

John Nehm har gennem sit socialrealistiske forfatterskab skildret derouten på mange måder. Alderdommen er også en slags social deroute, og her vises den gennem en brevveksling mellem to gamleveninder. Begge kvinder bor alene, er fysisk svækkede, afhængig af hjemmehjælp m.v., men livsgnisten er intakt. De kan stadig skælde ud på hinanden, vrisse af samfundet, finde de små glæder og ogsåkærligheden møder de på forskellig måde igen. Men tab er der mange af igennem det år brevskrivningen står på, og tab har der også været livet igennem. Familie og venner er borte, de voksne børn eren belastning. De to veninder er meget åbenhjertige og på trods af deres forskellige livsindstilling finder de trøst og opmuntring i at skrive til hinanden, mens de begge langsomt nærmer sigforsoningen med døden. Med varme og humor skildrer forfatteren alderdommens barske og ensomme hverdag anno 1993. Den letlæste brevveksling kan ses som en indirekte protest mod de vilkår samfundet idag byder de svagestegamle, som bor i eget hjem. Der er ikke mange nyere danske skildringer om det at blive gammel, svag og usynlig, og den lille brevroman er et godt supplement til den megenfaglitteratur om emnet.

Read the full assessment