Ny udgave af Astrid Lindgrens kendte familiehistorie med den rundkindede Trunte og en savlende Bådsmand på forsiden. En hyggelig bog til oplæsning fra 5 år og såmænd også selvlæsning for voksne.
Lindgren skrev oprindeligt historien som et tv-manuskript, og i 1964 kom den som bog. Historien om familien Melkers ferieophold på den dejlige skærgårdsø virker stadig både ægte og helstøbt og med et typisk sikkert Lindgren-sprog, selvom den set med vore dages briller, nok er mere voksenrettet. Heldigvis har den meget nordisk sommerstemning og mange forskellige personer lige fra den distræte far Melker og den selvbevidste Trunte til den sværmeriske Malin. Men både naturen, dyrene og hverdagen får sin plads i beskrivelsen af livet på øen fra sommer til vinter. Handlingen har også sin egen dramatik med en rotur i tæt tåge, en grisk nabo, og balladen om købet af Snedkergården, som heldigvis ender, som det skal.
De to udgaver fra 1964 og 1994, som jeg har haft i hånden, er i mindre format og godt slidte, men ellers er indholdet som i den nye. Denne ser dog med sine klarere farver og friske røde titel på forsiden mere moderne og appetitlig ud, selv om skrifttypen stadig er lille.
Jeg har hygget mig med at genlæse en klassiker fuld af nostalgisk stemning fra dengang sommeren var uendelig, og fluerne summede bag gardinerne, og det præger naturligvis bogen, at man også tog sig god tid i bøgerne. Men selv om børn i dag nok vil finde den lang, ville jeg nu alligevel skifte de gamle udgaver ud.