Kristiane Hauer debuterede i 2002 med en samling korte prosatekster. Nu foreligger en samling lyriske tekster eller digte med en eksistentiel usikkerhed og splittethed over for tilværelsens krav og udfordringer som det gennemgående tema. Titeldigtet åbner samlingen med den tilsyneladende selvsikre programerklæring: "vi vil nå frem", som både signalerer beslutsomhed og kollektivt engagement. Men beslutsomheden er kun overfladen af en langt mere kompleks omverdenstolkning. I digt efter digt udtrykkes splittelsen mellem ønsket om at høre til og usikkerheden over for voksenlivets bindinger, mellem ønsket om kontrol og længslen efter det uventede, uforudsigeligheden, samt mellem drømmen om autentiske oplevelser - "noget vildt med glat pels" - og angsten for ansvaret og forpligtelserne. Sårbarheden giver sig udslag i en uro og resignation, som det kun i korte øjeblikke er muligt at flygte fra: "vi lukker øjnene vi er borte". I deres splittethed afspejler Kristiane Hauers digte både en generationserfaring og en personlig erkendelse af tilværelsens grundvilkår: tvivlen og ensomheden. Digtenes enkle udsagn formidles i et tilsvarende enkelt og prunkløst sprog, som ind imellem i skarpe glimt tager en uventet drejning.