En sød og varm hverdagsbilledbog fuld af dansk strandstemning med marehalm, tang, drivende skyer og en frisk blæst fra vest. Illustrator kender vi fra flere billedbøger, og hun folder sig her ud i dejlige blå og grønne nuancer og en levende og humoristisk-karikeret tegnestil, hvor bogens to hovedpersoner ligner hinanden med kæmpestore fødder, lange tynde lemmer og nogle ordentlige snydeskafter af næser. Forfatteren er debutant, og han slipper rigtigt godt fra den hyggelige fortælling om den dag, hvor drengen Victor kommer med morfar ud at fiske. Victor glæder sig vildt til at fange en kæmpetunfisk, men fiskeri kræver tålmodighed, og da kæmpefisken meget usolidarisk lader vente på sig, begynder de at bygge en stor og bidsk sandfisk i stedet. Men pludselig er der bid, og en stor fisk bliver hevet i land og dræbt, så de to tilfredse jægere kan stege den på grillen og nyde den. Alle små drenge burde have en morfar med en fiskestang og tålmodighed. Sproget er enkelt og mundret, og uden at det bliver udpenslet eller forklaret, fornemmer man tydeligt hovedpersonernes indbyrdes forståelse. De har noget sammen, de to! Læs den for en på fire, mens I er ude med snøren.