I femte bind i billedbogsserien i farver om bæveren Viggo (der startede i 1995) lærer vi at male. I sit værksted har Viggo et træskab, som han beslutter sig for at male sammen med vennen Oskar. Vi følger hele processen fra afdækning med papir og brug af malertape via grunding og maling til blanding af farver. Bagest i bogen er der, som i tidligere bind, to sider til den voksne, dels Viggos malertips med fornuftige råd (bl.a. det vigtige om tålmodighed) og gode ideer, dels Viggos farvekort, der viser resultatet ved blandingen af forskellige farver. Som i de øvrige Viggo-bøger lægges der op til, at børn og voksne i fællesskab arbejder med dét, bogen handler om. Også denne Viggo-bog er illustreret med smukke og livagtige akvareller i klare farver. Tegningerne af værktøj og øvrige remedier er på hvid baggrund og meget naturalistiske og aflæselige ligesom tegningerne af Viggo og Oskar, der begge agerer højst menneskeligt. Den letforståelige tekst kan forstås af børn helt ned til 3 års alderen, men man skal nok være en smule ældre, før man for alvor skal forsøge at svinge penslen på egen hånd. Som de tidligere bind er også denne bog en god og appellerende værksteds-billedbog, der lægger op til, at børn og voksne i fællesskab kan arbejde/lege med et fælles projekt. For billedbogslæsere fra 3-4 år.