Vildmanden : Sandemose og animalismen i mellemkrigstidens litteratur

Mellemkrigstidens ismer har alle på en eller anden måde udgangspunkt i naturen, i urmennesket, i en animalisme, idet der trækkes tråde helt tilbage til "Aristoteles og Lukrets og andre oltidstænkere, der mente, at sjælen var af rent stoflig natur." En ny "venden tilbage til naturen", en "Kraft durch Freude", en hengivelse til kroppen, (Josephine Bakers nøgendans, Reichs orgasmeteorier etc.). Fordi den tyske fascisme overtager denne kropsdyrkelse og gør den til en "Blut und Boden-hjernevask af folkemasserne", tages der afstand fra hele mellemkrigstidens naturdyrkelse og animalismen efter 1945. Men med udgangspunkt i Sandemoses vildmand fra En blå sø i urskoven påviser Jens Andersen, der er litteraturredaktør på Berlingske Tidende, at denne animalisme er et bærende element i 20- og 30-ernes litteratur, (Karen Blixen, Tom Kristensen, Jens August Schade, D.H.Lawrence er bare nogle af dem der omtales). Der trækkes paralleller mellem Sandemoses hulemand og Tom Kristensens Ole Jastrau. Først på de sidste sider af dette lille skrift er det Sandemose alene, det handler om, selvom det er ham, der er illustreret gennem hele bogen. Det er en ret smal bog, skal vel nærmest forstås som et essay, men har så til gengæld en meget stor litterær værdi i sig selv. En utrolig velskrevet lille sag.

Read the full assessment